Videoer om udlandspraktik

Kære kommende praktikant!

På denne side kan du lære mere om de mange gode muligheder, du har for at komme i praktik som journalist-, kommunikation-, eller TVM-studerende i udlandet.
Det forholder sig nemlig sådan, at der er rigtig mange fede praktiksteder uden for kongeriget Danmark – både hos medier og danske repræsentationer under Udenrigsministeriet.

Jeg hedder Emil og er netop blevet færdiguddannet journalist, og jeg har selv været i seks måneders praktik hos den danske techambassade i Silicon Valley i foråret 2020. Det har jeg været rigtigt glad for, og på denne side kan du lære mere om, hvorfor jeg synes, det er en mulighed, du bør overveje.

Jeg har lavet tre videoer med nogle af de spørgsmål, der pressede sig mest på, da jeg selv skulle søge udlandspraktik. I videoerne kan du få dem besvaret af mig selv og to andre praktikanter, et praktiksted og min værtsfamilie fra USA.

De tre videoer på denne side fokuserer på tre områder:

1. Hvorfor vælge udlandspraktik?

2. Arbejdet i udlandet

3. At bo i udlandet

Først og fremmest vil jeg give udlandspraktikken mine varmeste anbefalinger. Personligt har det været en fremragende oplevelse – både fagligt og socialt – at tage den første del af min praktik i udlandet.

Og frygt ej: du skal nok finde en ny praktikplads til den sidste del af din praktiktid. Min, Sofia og Leonoras erfaring er faktisk, at den ekstra erhvervserfaring er et kæmpe plus, når du skal søge anden gang – også selv om, du har mindre tid at “tilbyde” praktikstederne.

Mange praktiksteder – inklusiv mit eget – er repræsentationer og ambassader, der hører under Udenrigsministeriet. Her får du mulighed for at arbejde med både intern og ekstern kommunikation i det store statsapparat. Du kommer til at sidde på den anden side af bordet, når der kommer aktindsigter fra journalister, der vil vide, hvad pengene bliver brugt på, eller hvem der deltog på konferencer og møder. Det giver faktisk en ret spændende indsigt i, hvordan aktindsigter bliver håndteret i det offentlige, og hvordan man søger dem mest effektivt.

Derudover er mit indtryk, at rigtig mange af praktikstederne er glade for – og interesserede i – journalistpraktikanter. Den klassiske praktikant på en dansk ambassade i udlandet læser statskundskab eller kommer fra CBS – og mange af praktikstederne vil gerne ansætte praktikanter, der tænker lidt mere ud af boksen og formidler skævt, anderledes og kreativt. Det gælder i hvert fald i de kommunikations-stillinger, der bliver slået op mange steder.
Især i den eksterne kommunikation kunne de fleste UM-repræsentationer i mine øjne godt bruge et kreativt boost!

Har du råd til udlandspraktik?

Derudover vil jeg fokusere på en af de ting, der fik mig til at tvivle på, om udlandspraktikken er en god idé: Kan budgettet klare en tur over Atlanten? Og ja, det kan det godt, hvis du sparer lidt penge op inden og udviser lidt mådehold. Personligt tog jeg et SU-lån på 3200 kroner om måneden, og så kunne jeg også både købe et par biler og tage på køre-ferier med de andre praktikanter.

I bunden af denne side har jeg skitseret mit budget fra mine seks måneder i Californien.
San Francisco – hvor jeg boede – er en af verdens dyreste byer at bo og leve i, og jeg tror, jeg ville have haft stor glæde af et overblik over, hvilke indtægter og udgifter man har som udlandspraktikant. Jeg har sammenlignet mine udgifter og indtægter med med samme budget for Sofia, der var i praktik i Bangkok, og Leonora, som var i på ambassaden i Paris.

Har du andre spørgsmål, som du ikke har fået svar på, så skal du være velkommen til at sende mig en mail på emil.hobolt@hotmail.com.

Du kan læse mere om praktik i udlandet her: http://www.mediepraktik.dk/praktik-i-udlandet/

Rigtig god praktiksøgning!

Se guide til at søge praktik på en dansk ambassade fra Leonora Marienlund Klint, der har været i journalistpraktik på Den Danske Ambassade i Paris.