Journalist / TVM / Fotojournalist

Godkendelse af praktiksteder

Alle praktiksteder for journaliststuderende, fotojournaliststuderende og tv- og medietilrettelæggerstuderende godkendes af Praktikudvalget.

Se mere om uddannelsernes praktik her:

Journalister i praktik
Tv-og-medietilrettelæggere i praktik

Udvalgets kriterier for godkendelse lyder som følger :
“Godkendelse af praktiksteder sker efter en konkret vurdering af arbejdspladsens muligheder for at fungere som uddannelsessted. Det er et krav, at der er et journalistisk miljø, præget af journalistisk metode og etik. Der vil normalt skulle være mindst én person ansat på arbejdspladsen som er uddannet journalist eller har en tilsvarende kompetence opnået gennem uddannelse og/eller flerårig journalistisk praksis. Det er dog vigtigt, at det journalistiske miljø på arbejdspladsen ikke alene er båret af denne ene person. Praktikstedet skal være forberedt på – og i stand til – at tilbyde praktikanten den nødvendige coaching, vejledning og efterkritik. Længden af den periode, praktikstedet godkendes til, fastlægges ud fra en samlet vurdering af alsidigheden i de journalistiske arbejdsopgaver på stedet og mulighederne for fortsat udvikling for praktikanten gennem hele forløbet.”

 

Forløbet ved godkendelse

En godkendelse starter som regel med mundtlige drøftelser mellem praktikadministrationen og en virksomhed, der kunne være interesseret i at blive praktiksted.

Første formelle skridt i godkendelsesproceduren er, at det potentielle praktiksted sender en skriftlig ansøgning til Praktikudvalget, hvori stedet kort beskriver sin organisation, arbejdsopgaverne og begrunder ansøgningen.

Næste skridt er, at Praktikudvalgets sekretariatet organiserer et besøg på stedet. Det er som regel en praktikvejleder fra en af institutionerne der foretager besøget sammen med et medlem af praktikudvalget. Et besøg varer typisk halvanden time, og formålet er at oplyse om praktikordningen, få uddybet ansøgningen og foretage en vurdering af stedets egnethed som praktiksted.

Besøgsholdet tager sine indtryk med til praktikudvalget, som på den baggrund tager stilling til ansøgningen om godkendelse.

En godkendelse er efter udvalgets praksis altid midlertidig. Efter det første forløb beder man praktiksted og studerende om at indsende en skriftlig evaluering. På baggrund af disse evalueringer vurderes det, om godkendelsen skal gøres permanent. Proceduren rummer en sikkerhed for, at der foregår en dialog mellem udvalget og praktikstedet i forbindelse med indkøringen. En permanent godkendelse vil jævnligt være forbundet med en kommentar fra udvalget om, at der bør ske justeringer på den ene eller anden måde af forløbet.

Denne dialog fortsætter gennem den løbende kommunikation mellem praktikadministrationen og praktikstederne i forbindelse med opslag og ansættelse af praktikanter. Der arrangeres også årlige møder hvor institutionerne inviterer praktikantvejlederne fra praktikstederne på besøg.

En godkendelse kan naturligvis altid tages op til revision, hvis forudsætningerne på praktikstedet ændrer sig afgørende.

Praktiksteder godkendes til enten seks, tolv eller attens måneders praktikperiode. Godkendelsesperiodens længde tager som regel udgangspunkt i ansøgerens ønsker og argumenter, men afgørelsen er og bliver et subjektivt skøn over, hvor længe man vil kunne blive ved med at lære noget nyt det pågældende sted. I en række tilfælde har praktiksteder efter ansøgning og nyt besøg fået udvidet godkendelsesperioden, når de har kunnet dokumentere gode erfaringer med praktikanter.

 

Interesseret i at blive praktiksted?

Kontakt Praktikudvalgets sekretær:

Praktikvejleder Pia Færing
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Olof Palmes Alle 11
8200 Århus N

Tlf 89 44 02 50
Email: pf@dmjx.dk